tirsdag den 28. december 2010

kursus i lineføring og AG med Sanne Ammitzbøll


For længe, længe siden meldte Freddy og Jeg os til kursus i fri ved fod/lineføring ved Heidi Pedersen http://www.123hjemmeside.dk/rebild-highland Heidi er en super hundefører og ligger i den absolutte top indenfor lydighed i DK. Så jeg var lidt nervøs over at komme med så ung og uerfaren en hund. Freddy plejer jo kun at kunne koncentrere sig i ca. 5 min ad gangen, så tænkte bare "6 timers kursus aldrig ville komme til at gå" og ydermere ene fremmede hunde, førere og så et helt nyt sted. Vi kan gå ca. 5 skridt med fuld fokus, så synes det ville virke lidt tamt!!! Men arrangøren Tine Elmann skulle også ha`hendes unge border på 7 mdr. Meg med og hun påstod at de kun kunne gå et eneste skridt. så om ikke andet var vi da 2 i samme båd.

Kurset blev afholdt på Kærgaards hundepension som har egen hal og gode indendørs faciliteter. Skønt hundene i pauserne ikke behøver at sidde og fryse i en kold hal, men kan sidde varmt og godt i et opvarmet lokale.

Hallen

Vi var vel omkring 12 hunde i alle aldre, niveauer og racer. Vi lagde ud med at stille op i en rundkreds uden hund og fik hver udleveret 2 billeder at hunde som går lineføring. Alle i forskellige racer og med hver sin udstråling. Vi snakkede om billederne og skulle til sidst tænke over hvordan vi selv ville, at vores lineføring skulle se ud. Dernæst skulle der nogle hunde på banen. A-hundene (DCH program) lagde ud med "fri ved fod" og vi andre kunne følge med i Heidis rettelser og kommentarer. Dernæst var det c-hundene og til sidst de helt unge.


Jeg forventer af min lineføring, at hunden først og fremmest er glad og ser glad ud. Dernæst har kontakt fra første skridt. Freddy er trænet op på klikker og vi startede i sin tid vores lineføring med et 1/2 skridt "ud i luften" Når han kunne holde kontakten der, ja så kunne jeg ta`et helt skridt osv. Hvis fokus ikke er der fra start stopper jeg øvelsen og starter forfra. Sådan mener jeg øvelsen indlæres bedst. Det mente Heidi heldigvis også. Hun mente også jeg sagtens kunne gå lidt længere end de 5 skridt og ikke behøvede at hjælpe Freddy helt så meget som jeg gør. Ydermere viste hun mig præcist hvor min "godbids hånd" skulle placeres for Freddy ikke går for langt fremme. Da freddy og Jeg var igennem vores første sektion med Heidi tror jeg faktisk vi gik 10 skridt uden godbid i hånden, så det var totalt sejt.


Prøv lige at se hver der er totalt stolt over at være på hans første kursus:0)))

Et af vores problemer i træningen har været at Freddy ikke rigtig gider legetøj. Dette gør træningen lidt svær, da hunden hurtigt kører død i godbidder og også har brug for noget leg som belønning. Freddy elsker at lege med mig uden legetøj, hvor han hopper og springer, gøer og knurrer som en gal, imels jeg mosler lidt med ham og får en masse blå mærker og en`gang en enkelt blodtud;0)) Dette synes Heidi er alletiders belønning og en god mulighed for at få ham lidt op i "drift" (hader det ord) lad os kalde det gear eller humør!!! Så det var bare alletiders. Nu har jeg da en anderledes form for belønning!!!


Over middag havde vi noget om kontakt. Her lokker jeg for meget. Freddy er moden til jeg afventer at han selv tager kontakt og det gør han jo ofte. vi skulle gå henover en masse legetøj som peb når vi trådte på det. Her var det så dejligt at ha`en hund som ikke tænder helt vildt på sådan noget:0)) Freddy gik lige oven i en piv frø uden at opdage det. Vi kom ligeledes ind på ekstern belønning, hvor belønningen lægges bag hunden. Dette kunne freddy fra første forsøg. Gad vide hvem der har lært ham det!!!


Vi lavede til slut en del fællesøvelser med afstand til hunden. Stå ovelse hvor man går rundt om hunden og ind imellem hinanden. Freddy har kun lige lært at stå så blev lige foran. Det var ved at være sent og kunne godt se han var ved at være træt. Vender lige ryggen til ham et øjeblik og da jeg vender mig om imod ham igen, er han hoppet op i min stol og havde lagt sig. Så kan man vel sige at han selv havde valgt at kurset var slut for denne gang. Åhhhh så sød han dog er:0)))


Mig og min bette sheltie!!! Han er bare sød..

Freddy klarede bare dagen så flot og var så stolt når han fik ros. Der var ingen problemer med de andre hanner, som han godt kan være noget usikker overfor. Men hvad skal man også med dem...Freddy elsker tæver og mennesker;0)) Han nød at ha`en hel dag i centrum, med mig helt for sig selv. Det var uden tvivl et super fedt kursus med Heidi. Lineføring er ikke bare at traske frem og tilbage, men en kæmpe øvelse med 100 vis af små elementer. 2 år kan det ta`at indlære en ordentlig lineføring. Så er det sørme godt Freddy ikke er så gammel endnu;0)) Vi havde det hyggeligt og sjovt og lydighed er langt fra noget kedeligt noget som "bare skal proppes" ind i hovedet på hunden!!!


Her viser Sanne at lineføring slet ikke er uden action og er en halvfarlig sport!!!!!

Nogle impulsive personer mente at nu hvor Sanne Ammitzbøll alligevel var i Vendsyssel, ja hvorfor så ikke afholde et bette AG aftenkursus. Der blev lige hurtigt skrabt nogle interesserede sammen og det blev sat i værk. Jeg "smuttede" lige de 35 km hver vej for at hente Molly som var ovenud tilfreds med udsigten til en gang agility. kurset blev lidt blandet handling med fokus på forkryds og førerens placering. Små elementer sammen med Sanne og en bane magen til i den anden ende, hvor vi selv kunne øve det vi lige havde gennemgået. Det er lige sådan noget træning jeg har brug for. Sanne var super nærværende og altid go for en kommentar af de mere humoristiske. Imponerende når man tænker på hun selv havde været på kursus hele dagen!!!


En dag med hund, hund og endnu mere hund..... som Ole Henriksen siger det.....I LOVE IT!!!

fredag den 17. december 2010

Kursus ved Sannes hundecenter


Har i den foregående uge været på kursus i "fart og motivation" ved Sanne Ammitzbøll. Kom med på et afbud, da Catrine med Jerry var blevet forhindret og fik hendes plads i bilen sammen med Lone og Laila. Der var pres på i Lones bette bil med tre mennesker og 3 hunde. Men det gik med Louie siddende i sikkerhedssele på bagsædet.

Sannes hundecenter ligger ved Hedensted og har bare de fedeste faciliteter. To indendørs agility baner, cafeteria og masser af udendørs arealer. Meeeeen det var koldt den dag!!!! Heldigvis havde Sanne et fyrrum hvor Molly fik lov at opholde sig i pauserne.

Vi skulle løbe to forskellige baner og deri mange forskellige variationer. På den første trænede vi serpentiner og ind imellem forhindringer. Må indrømme jeg var lidt nervøs inden vi gik igang, sådan har jeg det altid når jeg skal undervises af en ny træner. Men der var ingen grund til at være "bange" for Sanne. Hold op hvor var hun go` og skarp i sine observationer og havde et hav af løsninger som vi kunne prøve af. Jeg fik rettet positioner, føddernes retning og arme til den store guldmedalje. Vi fik lidt problemer med en handling hvor Molly gang på gang ville smutte bag om ryggen på mig og Sanne troede det var fordi jeg havde trænet bagkryds. Men jeg måtte sværge på, jeg end ikke vidste hvordan et bagkryds skulle laves;0)) Så gik vi tilbage til de 3 første spring, fik belønnet og fik succes inden vil skulle til middag. Godt vi startede på denne bane, da den var den sværeste og med min hukommelse er det kun en fordel at det sværeste kommer først, imens hovedet er helt friskt!!!!


Bane 1.

Efter middag skulle de små hunde på bane to. En rigtig racerbane med en masse fremadløb og tuneller. Først skulle vi løbe banen som vi selv ville gøre det og alle hundeførerne spænede jo selvfølgelig om kap med hunden. Men men.... fidusen var efter tunellerne vente lidt på hunden og lade den komme lidt foran. Puha..det var svært at ligefrem indimellem at lunte rundt, men skal love for det gav fart og selvstændighed til at hunden selv skulle søge mere fremad. Vi løb hver bane 3 gange efter hinanden og holdt så pause. Bane 2 ville jeg bare elske at prøve at løbe med Freddy:0))

Jeg lærte rigtig meget på kurset og det er bestemt ikke sidste gang jeg besøger Sanne. Fik SÅ meget med hjem, nu håber jeg bare jeg kan huske det når vi kommer til foråret!!!! Det var skønt at løbe med Molly igen, da sneen forhindrer alt træning overhovedet.


Bane 2.



lørdag den 4. december 2010

Juletest i DKK og agility afslutning


Året i DKK Hjørring afsluttet med en "juletest" en for sjov konkurrence hvor hundene og deres førere deles op i hold og sammen udfører alternative øvelser, som alle hunde uanset klassetrin kan udføre. Vores hold lagde ud med en fremadsendelse ud til et felt hvor hunden skulle hente et stykke legetøj, aflevere det til føreren som skulle kaste legetøjet ind i et andet felt. Dernæst skulle hundene ta 3 pinde ud af et rør, hvorefter det udløste en godbid. Næste øvelse var lineføring rundt om nogle kejler og tallerkener med godbidder på. Så skulle hunden sendes fremad til en bunke næsepinde hvor der på alle stod et ord som tilsammen dannede teksten på en julesang og til allersidst samle en gulerod op som lå i et vandfad. Den sidste øvelse gik ud på at føreren skulle stå i en kasse og hunden skulle så bakke rundt om kassen. Det lyder jo egentlig nemt nok, bortset fra føreren samtidig skulle ha en ske i munden med en godbid på, som helst ikke skulle tabes!!!!! Allesammen nogle rigtig sjove øvelser, hvor hundene stort set var på samme niveau og fedt at lave noget hvor man kunne grine lidt af hinanden...:0))

Vores hold vandt dysten og Freddy fik en "flot" guld nisse med hjem;0) Efter testen var der gåtur og julefrokost for menneskene. Fik lige slugt en sildemad og en fiskefilet og videre til agility afslutning med Molly. Vi fik trænet det vi kunne på en lidt tilsneet bane og gik derefter i klubhuset til fælles kaffe. Godt der efter juleferien er fundet en ridehal, da det her "møg" vejr ser ud til af fortsætte i det uendelige!!!

Freddy med hans flotte guld nisse!!!



Nu fanger jeg snart min sheltie...!

Det er ikke alle som hader sne...

søndag den 28. november 2010

Kursus med Laila og Jesper

Lørdag var Molly og jeg på kursus med Laila og Jesper i Dronninglund. Kurserne har kørt ca. 1 gang om måneden gennem hele efteråret og denne lørdag ville så blive det sidste i år. Træningen hang ellers i en meget tynd tråd, da hele ugens sne lå på banen i et tykt lag. Men en stædig sjæl bestilte en gummiged som ryddede et pænt stykke af banen og med lidt go`vilje kunne der sagtens trænes.

Laila og Jesper lavede en rigtig spændende bane, hvor 3 tuneller lå i midten med indgangene tæt op ad hinanden og springene placeret udenom. Den fyldte desværre lidt mere end gummigeden havde ryddet, idet slalomen skulle ligge lige der hvor der lå en kæmpe drive!!! Skovl, spade og kost måtte i brug. Det er så første gang jeg har set nogen "feje" en agility bane;0)

Banen fejes ren for sne. Hvad gør man dog ikke for en gang agility!!!!!

Fælles opvarmning???

Sådan, så blev vi endelig færdige med at rydde, skovle og feje banen!!!

Vi løb tunnel banen på to forskellige måder. Hver med sine udfordringer. Yderligere var der opstillet en 4-kant hvor vi blev præsenteret for nogle rigtig gode variationer, som man nemt kan øve derhjemme, blot man har 4 spring. Fik trods vejret rigtig meget ud af kurset, da Laila og Jesper bliver ved at undervise og gøre hver kursist færdig, indtil fødder, arme, hoved og timing er i orden.....puha!!! Man fik i hvert fald varmen;0) Fik også en del med hjem som jeg allerede i eftermiddags fik afprøvet på Freddy!!!

Trods en bidende kulde og en masse bøvl havde vi en rigtig lærerig og hyggelig eftermiddag. Jeg kan gang på gang blive imponeret over hundefolk og deres ukuelige vilje til at gennemføre arrangementer trods alle odds. Så tak til Heidi som skaffede gummigeden, Jesper og Laila som kørte den lange vej i glat føre og stod og frøs hele eftermiddagen for at undervise os og Marie som havde kage og dejlig varm kaffe med....:0))

lørdag den 20. november 2010

Klubmesterskab Fr.Havn.


I dag har hundene og jeg været til klubmesterskab i Fr.Havn. Begge hunde skulle deltage, Freddy i Begynder som vi kalder "sandkasse" kl. og molly i øvede. Da jeg vågnede i morges troede jeg ikke mine egne øjne da jeg kikkede ud af vinduet!!! Hele haven var dækket af sne og lignede et jule landskab. Skulede da også til mobilen efter en aflysning flere gange inden jeg kørte hjemmefra.

Vejret havde heldigvis ikke været helt så slemt i Fr.Havn, så konkurrencn kunne med lidt go vilje godt afvikles. Feltforhindringerne var pæne og tørre og banen var ikke sjappet. A-et blev lagt lidt ned så det var lettere at forcere. Vi ville også gerne dele dagen med lydighedsfolkene og alle de hvalpehold som skulle op til test og slutte af med den fælles præmie overrækkelse, som er rigtig festlig.
Molly skulle lægge ud i Ag øvede og hun løb virkelig godt og tog samtlige felter:0))) I SP Vi fik vi slalomfejl, ellers et superløb som rakte til en samlet 3. plads, en taske og nogle guffere:0))



Så blev det Freddys tur. Vi fik et "for sjov" gennemløb som ikke talte med i det samlede resultat, på en bane med bestående af spring, tuneller og A-bræt. Derefter fik to gennemløb som talte. Freddy var bare fantastisk, løb begge sine løb uden fejl og vandt klubmesterskabet i hans klasse. Han var super opmærksom og løb så flot fremadrettet og søgte helt selv tunellerne. Han blev siddende ved start og havde den hurtigste tid af alle. Han var den aller yngste på holdet.....og han var så glad, så glad.....suk, hvor er jeg bare stolt af ham:0)))




Freddy klubmester i Begynder:0)

Der var en tilskuer som sagde at det var mærkeligt at begge de hunde jeg løber med, hopper helt vildt op når vi er færdige med et løb. Det synes jeg egentlig íkke er så mærkeligt, da jeg lægger stor vægt på, hundene synes agility er sjovt. Og det synes de heldigvis begge to:0)))






søndag den 14. november 2010

Klubmesterskab DCH Dronninglund.

I lørdags var vi til klubmesterskab i Dronninglund. Vejrguderne viste sig fra sin absolut værste side og sendte nogle gevaldige byger ned over os. Det kan så absolut kun være tossede hundefolk som frivilligt vælger og nærmest "nyder" at være til sådan et udendørs arrangement i sådan et vejr!!!!! Jeg kom direkte fra rally lydighed med Freddy, så havde pakket noget ekstra tøj så jeg ikke behøvede gå rundt og være våd hele dagen.




Vi havde 2 gennemløb i henholdsvis spring og agility. I AG løbene missede vi nogle felter og i SP havde vi slalomfejl. Noget Molly ellers plejer at være rimlig sikker i. Men på det sidste er hun begyndt at springe over de sidste pinde, når jeg handler hende fra højre side. Jeg må endelig ikke presse hende ved at overhale hende, men må heller ikke sakke for meget bag ud så hun tænker "Hvor blir`hun af"??? Det er åbenbart en meget hårfin balance!!!! Der var nogle gode momenter, især en slalomindgang hvor hun skulle handles skråt fra venstre og jeg skulle skifte bag hende som lykkedes. Vi blev nr. 4 samlet og det er ok...


Næste weekend er der klub mesterskab i Frederikshavn. Molly er meldt til i øvet og Freddy er meldt til i "sandkasse" klassen. I dag til træning løb vi vores første lille bane på 11 spring og han klarede banen 2 gange til UG og holdte koncentrationen. Træningen går virkelig fremad i forhold til at holde ham på banen. I dag tog han ikke en eneste "æresrunde" Nøj, hvor har jeg hentet ham mange gange når han liiiiige synes han skulle kikke nærmere på de lydighedshold om træner andre steder på pladsen;0)))

torsdag den 11. november 2010

Hårsækmider, allergi og BARF

Da Molly var helt ung hvalp fik hun konstateret hårsækmider (Dermodex Canis) Hårsækmider lever på alle hunde, som får miderne fra deres mor indenfor de første 3 levedøgn. De fleste hunde lever med miderne i alt fordragelighed og uden problemer. Unge hunde kan få den lokaliserede form som viser sig i form at små hårløse pletter, oftest i hoved og på forben. Denne form er godartet og forsvinder gerne igen uden tilbagevenden af problemet. Molly blev første gang behandlet med Advocate som gives i nakken som en pipette. Resultatet var formidabelt og jeg åndede lettet op og tænkte "puha" så er det ikke noget alvorligt.

Men men men da hun lige havde overstået hendes første løbetid, fandt jeg nogle små bare pletter hvor hårene i området omkring sad meget løst og faldt af når jeg kløede hende. Noget tydede på Molly havde den gereraliserede form som kan være nedarvet fra forældrene og kan være meget svært at kurere. Vi behandlede hende atter med Advocate, uden resultat. Prøvede derefter et Ivomec lign. præperat som vi måtte søge dispensation for, da det kun er godkendt til får i DK. Resultatet udeblev desværre også her. Molly havde indtil dette været uden symptomer, udover de hårløse pletter. Dvs ingen kløe eller irritation. Dette skulle dog hurtigt ændre sig, da hun en dag begyndte at klø sig og få væskende knopper over hele kroppen, især i lysken. Dette forværredes at en episode hvor hun faldt i en sø som åbenbart var fuld med bakterier som irriterede hendes hud yderligere. Måtte kontakte dyrlægen som gav hende hendes første skud binyrebarcomon. Jeg hadede det og var grædefærdig, for har læst utallige historier på nettet som beretter , at denne form for behandling er "som at tisse i bukserne" og nedsætter immunforsvaret yderligere og gir miderne endnu bedre spillerum. Dyrlægen opfordrede mig til at prøve at opbygge hendes immunforsvar med nogle naturpræparater og olier og så måtte man bare håbe på det bedste!!!

Jeg købte livets olie og det var ad denne vej jeg kom ind på nogle sider om "BARF" fodring. Tænkte at det virkede meget svært og uoverskueligt at fodre på denne måde, men fandt alligevel en forhandler her i Nordjylland http://www.hundecenternord.dk/ Jeg fik en meget professionel vejledning, en nøje udregnet foderplan og vitaminer med hjem. Fik også beskeden "at det kunne blive værre, før det blev bedre" det synes næsten ikke muligt, men kroppen kan være op til 6 mdr. at udrense affaldsstoffer mm. Havde fodret Molly med fodret i en `eneste uge da hendes kløe forsvandt 100% og hendes pels blev atter blank og skinnende. Det var ikke spor vanskeligt at finde rundt i foderplanen og Molly elskede at spise alt ligefra rensdyr til fisk og masser af kallun. Hun hyggede sig med store ben og flåede og gnavede og opførte sig som en rigtig ulv:0))) Hun var meget sulten i starten og fik fuld dosis på 200 g om dagen. Hun er nu spist til og får 130 g om dagen. Jeg tror at fodret har styrket hendes system, idet fodret ikke er varmebehandlet, dvs alle vitaminer er bevaret. Når man fodrer med BARF bliver hundens mavesyre meget stærk hvilket også hjælper til at nedbryde maden bedre. Hunden får en meget stærk mave og har så godt som aldrig diarre og har en meget mindre mængde "efterladenskaber" Det rå kød indeholder ikke lagermider, hvis ekskrementer mange hunde er overfølsom overfor. Lagermiderne minder i deres form meget om husstøvmider og der kan dannes kryds allergi og så har man jo virkelig et problem.

Molly efter 2 mdr på BARF

Jeg har senere observeret at Molly ikke kan tåle korn og majs, hvilket næsten er at finde i former for tørfoder. (Undtagen Orien, Zivi Peek og et foder mere jeg ikke kan huske navnet på. Kingsmore indeholder en lille smule, men er i den bedre ende af tørfoder) Tænker også "hvad pokker skal en hund med korn" En ulv ville jo aldrig gå ud i en kornmark og begynde at æde, med mindre der var hungersnød. Fodres hunden med tørfoder får den, den samme kedelige smag dag efter dag, efter dag...... hvorimod BARF hunde får Kallun, vildt, fisk, oksekød, lam, fjerkræ som kalkin, kylling og and, indmad, hest, rensdyr etc. Jeg følger ikke længere foderplanen slavisk, men blander pakkerne når jeg lægger dem i fryseren. Det vigtigste er at hunden får varietet indtag og de korekte % af kallun (1/3) kød med og uden ben og brusk over perioden som de 20 kg jeg køber af gangen kan strække.



Freddy nyder et ben i haven. Skøn tidsfordriv!!!


Da Freddy flyttede ind var han henne og skrabe i Mollys madskål når hun havde spist. Han kunne velsagtens lugte det lækre kød. Da han var faldet til hos os, fik han tilbudt det samme som Molly og han var lykkelig. Han er af natur ikke så sulten og glubsk som hende, men trives også rigtig godt med maden. Han vil dog ikke ha vildt, da det har en meget stærk lugt og smag. Dette er ellers rigtig ærgeligt da min nabo er jæger og kommer ofte med kassevis af overskudskød som han ikke "gider" skære ud.

Sådan en dynge får vi ofte af vores jæger nabo.

Vi har sidenhen fået Molly steriliseret, da hendes løbetider var meget hårde ved hende og kunne være en del af årsagerne til hendes udbrud. Indtil videre har hun haft et enkelt meget lille tilbagefald. Jeg fandt i sommers et par bare pletter oven i hovedet på hende og hun fik en behandling med Advocate som virkede helt efter hensigten. Måske skyldtes pletterne hårsækmiderne, kunne også være hendes allergi, da problemet opstod i sæsonen for alverdens pollen osv. Dette er det eneste medicin hun har fået i over et år og jeg håber virkelig det forbliver ved dette. Jeg er taknemmelig for hver en dag hvor min hunde pige trives, er glad og fuld af energi!!!